Etape Bornholm (2. etape) – taktisk snilde gav pote i sandet

Kun en tåbe frygter ikke 5,8 km. løb i strandsand og forceringen af nogle rigtig grumme klitter, hvorfor det var med en vis spænding, at jeg indfandt mig i startfeltet på Dueodde Strand. Som beskrevet i gårsdagens indlæg er formen absolut ikke i top, men det er virkelig svært at holde igen, når der er dømt konkurrence.

Mandagens flade 10 km. etape var ikke noget at råbe hurra for – benene ville ikke rigtig som jeg, og det stabile tempo udeblev. Derfor smed jeg også 3 minutter i forhold til min bedre halvdel, hvilket ikke er hverdagskost – bevares, hun er hurtig, men hendes forspring er sjældent på flere minutter. Derfor var jeg også lidt spændt på tirsdagens løb i sand og klitter, da det er et terræn, hvor man virkelig bliver straffet, hvis man løber over evne.

Jeg havde på forhånd fået fortalt at dele af ruten var ganske snæver – særligt den sidste del af ruten, hvor man skal forcere en bunke klitter med masser af løst sand. Og når jeg i forvejen løber i den tungere del af feltet, så var jeg ikke i tvivl om, at der ville blive rigtig crowded på ruten, hvilket som regel fører til tidstab. Derfor havde jeg valgt at stille mig i den allerforreste linje i min startgruppe, da det umiddelbart ville resultere i ekstra luft – i hvert fald indledningsvis, hvor der bliver kæmpet om de gode pladser i det faste sand langs strandkanten.

Taktisk snilde gav god plads

Taktikken med at starte forrest i startgruppen viste sig hurtigt at give pote – de første små 2 km. kunne jeg næsten løbe uhindret og frit på stranden indtil, at jeg fik indhentet bagenden af den foranløbende startgruppe.

Generelt gled mit løb ganske godt på stranden i forhold til mandagens tur på landevej og skovsti, og det er formentlig også til min fordel, at jeg er en relativ let løber. De første 4 km. kom overraskende nemt i bogen, og jeg fik også kontakt med min bedre halvdel, der var startet i startgruppen foran mig. Nu er der jo tale om en yderst kærlig dyst, men det gav absolut lidt mental motivation at have hentet omkring et minut på hende inden etapens barske afslutning.

Omkring en kilometer før mål begyndte dagens strabadser for alvor – feltet af løbere bliver ført ind i nogle virkelig lede og høje klitter, hvor hvert eneste skridt suger energi ud af kroppen på en. Jeg var i stand til at holde et nogenlunde anstændigt pace til at begynde med, men på den sidste stigning var der udsolgt, og jeg var mere eller mindre kravlende frem for løbende.

De resterende 200-300 meter foregår på flad asfalt, men overskuddet til den helt store slutspurt var lidt blevet pillet fra en. Overordnet set er jeg dog ganske tilfreds med tirsdagens løb – jeg fik hentet lidt tid på min bedre halvdel, jeg hentede 53 pladser i klassementet, og benene virker til at have mere i sig til de kommende dage.

Og det med at have mere i sig – det bliver der brug for på dagens bakkeetape i Almindingen, hvor en 3-4 ganske pæne stigninger skal erobres.Men mon ikke det går? Jeg er i hvert fald optimist efter gårsdagens resultat + at jeg som regel trives godt i kuperet terræn.