En lærerig regnvejrsdag i København

Lars Friis Farsøes billede

Copenhagen Marathon anno 2013 var godt nok en våd omgang, og den mere eller mindre konstante regn skræmte desværre mange tilskuere væk. Til gengæld var der solid opbakning fra de hardcore tilskuere, der trodsede regnen, og den opbakning fik jeg i sandhed brug for.

Søndagens marathon var mit tredje i rækken, og det blev på mange måder det hårdeste selvom, at det ikke var det hurtigste. Jeg vidste godt på forhånd, at formen haltede lidt, da det stort set ikke er blevet til nogle lange ture over 15-20 stykker siden efterårets marathon. Jeg regnede dog med, at jeg kunne klare løbet på ’rutinen’ og med hjælp fra de mange tilskuere (inkl. familie, kæreste og venner), der plejer at være på ruten. Derfor valgte jeg at stille til start – i den optimale verden burde jeg nok have brugt 7-8 uger mere til at forberede mig i, men sådan er det jo (altid).

I efteråret løb jeg 4.18, og dengang var jeg i markant bedre form. Derfor placerede jeg mig i starten bag 4.20-fartholderne,  og så var min gameplan, at jeg skulle følge med indtil, at der var udsolgt. Sådan endte det absolut ikke med at gå.

Jeg blev nemlig bidt af stemningen, og jeg følte mig rigtig godt løbende fra start. Det var gået rigtig godt med at spise og drikke i dagene op til, jeg havde sovet nogenlunde godt, og der havde været god ro på inden starten, da jeg kunne klæde om/gøre klar tæt på startstregen, hvor nogle gode venner er så søde at stå tidligt op for at byde mig indenfor.  

Regnen blev ret kraftig kort efter start, men den generede mig ikke væsentligt på trods af, at vandet druknede min iPod. Efter det første depot blev jeg ret træt af at løbe bag fartholderne, da der var ret crowded, så jeg lagde mig et stykke op foran ballonerne for at få lidt mere plads og en konstant rytme.

Langsomt – men sikkert – øgede jeg afstanden til 4.20-ballonen, og efter halvmarathon tydede meget på, at jeg ville ende i en sluttid på 4.15. Den følelse havde jeg også efter 25 km., men så blev jeg ramt af virkeligheden.

Jeg havde lagt for kækt ud, og jeg manglede i den grad den fornødne udholdenhed grundet den manglende træning. Derfor faldt tempoet også støt, og ved 33-34 km. blev jeg ramt af en grim omgang krampe, hvilket jeg aldrig har prøvet før. Det var virkelig ubehageligt, men heldigvis fik jeg hjælp af en venlig samarit, der fik mig gjort ’gangbar’ igen ved lidt udstrækninger. Tak til dig – du var en ægte helt lige der.

De næste 30 minutter er lidt slørede for mig, da jeg var en virkelig presset mand. Jeg måtte ned og gå flere gange, da der ikke var mere benzin på tanken. Ydermere gjorde det virkelig nas i min venstre hofte, når jeg var nede at gå, men den slags smerte hjalp mig faktisk med at blive løbende igen. Løb var mindre smertefuldt end gang.

Da jeg endelig nåede til Politikens Hus, der fik jeg lidt liv i kroppen, og jeg kunne lunte mere eller mindre stabilt i mål. Det hjalp helt sikkert også, at min kæreste og mine forældre havde taget opstilling 2,5 km. før målet – man kan jo ikke komme gående forbi ens kære. Så løber man sgu. Man har jo ikke tilmeldt sig en lang gåtur...

Overordnet set betyder det alverden, at man har sine ’egne’ heppere med på ruten, der gider bruge 4-5 timer i regnvejr på at agere moralsk opbakning. Når regnen siler ned, benet kramper, iPoden er død, og hoften gør ondt, så er det guld værd at se et velkendt ansigt på fortorvet. Det er virkelig, virkelig motiverende. Så mange tak for det.

Et stort tak skal også lyde de mange øvrige tilskuere, der klappede os løbere rundt i byen. Jeg tillod mig et par gange at efterlyse lidt mere klappen, og det ønske blev behørigt modsvaret af nogle anseelige klapslaver. Den slags opbakning kan man godt blive helt høj på. Det ’trick’ må jeg bruge lidt flere gange næste år!

Efter 4 timer og 26 minutter fik jeg slæbt mig selv ind over målstregen. Godt tilfreds med at gennemføre, men mest af alt stolt over, at jeg kom igang igen, da det hele sejlede for mig på Østerbro og Nørrebro. Det er en vigtig erfaring at tage med sig, at det er muligt at komme op på hesten på trods af, at alting virker ret håbløst.

Derudover fik jeg også lært lektien om, at det kan betale sig at træne ordentligt. Det gør simpelthen en markant forskel, når ens marathon for alvor begynder, når 30 km. mærket bliver rundet.

En anden optur i søndags var også at se min gode ven Kristian, der løb sit første marathon på imponerende 3.39. Jeg har en vis andel i, at han fik tilmeldt sig, og på bare 7-8 måneder er han blevet en virkelig habil løber, som jeg ikke i er nærheden af at kunne følge med længere. Da vi startede med at træne sammen, der kunne jeg ellers godt spurte fra ham, men den tid er forlængst ovre! Jeg håber, og tror på, at vi kan holde gejsten oppe, så den senere i år står på endnu et halv- eller helmarathon sammen.

Dagen blev afsluttet i festlig lag, hvor der først blev drukket øl med nogle rigtig gode venner på Islands Brygge, og senere gik turen til post-marathonfest med svigerfamilien, hvor jeg dog relativt tidligt måtte takke af, da min seng kaldte på mig. Jeg var simpelthen godt og grundigt smadret efter den fysiske udfoldelse og de mange emotionelle indtryk fra en lang dag.

I dag er jeg øm, men jeg kan sagtens bevæge mig op og ned af trapperne til 4. sal, hvor vi bor. Jeg glæder mig allerede til at finde løbeskoene frem igen – de er vist også snart tørre igen! Næste store mål er Etape Bornholm med kæresten (så bliver det vist ikke mere kært og paragtigt!), og så står den formentlig på marathon igen til efteråret. Meget gerne i en tid tættere på de 4 timer.

Billeder

Om bloggen

Lars Friis Farsøes billede
Kække beretninger fra en ung og relativ ny løber, der kæmper for formfremgang, nye personlige rekorder og et marathon på under 4 timer med et dårligt knæ og en forkærlighed for fest som de værste modstandere.

Andre bloggere

5 blogeksempler

  • priyankas billede
    jeg vil her på bloggen skrive om mine oplevelser med løb. Jeg startede mandag den 4-10-2010 med min første træningsdag, jeg løber efter iforms program.
  • Benjamin Shultzs billede
    BilligEjendomsmaegler.dk er siden hvor du kan finde alle ejendomsmæglere samlet et sted. Du finder viden om anmeldelser, priser og ledighed fra alle ejendomsmæglere i hele DK. Så i stedet for at...
  • Dilyans billede
    ...
  • Peter Bertrams billede
    På denne blog vil jeg give en status en gang om måneden ca. om min vej mod det endelige mål. At være i stand til at løbe et bjergmarathon (Kaisermarathon) til efteråret 2013. Hvor er jeg henne i min...
  • Lonnies billede
    Jeg har altid misundt løbere.. I dec 2010 havde jeg så tabt mig så meget at jeg ku slæbe mig rundt på 5 km. Og nu går det bedre. ELSKER mit løb. Det er terapi...

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 15644:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Læs mere her

 

Sign Up