- 05-09-2013
- Lars Friis Farsøe
- Den kække løbeblog
Jeg har skrevet det før, men nu skriver jeg det desværre igen. Der er slet ikke styr på de trafikale sikkerhedsforhold, når de mange deltagere i Christianshavnermilen løber ned fra volden og forbi Christania. Og i mandags var det igen, igen lige ved at gå helt galt.
I et blogindlæg i april fortalte jeg om, hvordan jeg flere gange havde undret mig over, at arrangørerne af det hyggelige serieløb ikke investerede lidt flere ressourcer i at forbedre sikkerheden undervejs på ruten. Forholdene er desværre ikke blevet bedre, hvilket jeg oplevede ved selvsyn i mandags.
Ca. 800-900 meter efter start bevæger det store felt sig ned fra volden for at krydse en p-plads, der grænser op til Christania. I mandags var der en meget ivrig/lettere sindssyg billist, der begyndte at gasse voldsomt op midt i løbefeltet uden at vise det mindste hensyn. Det var vist mere held end forstand, at der ikke kom nogen til skade. Der var jeg godt nok nervøs på mine medløberes vegne.
Derudover var jeg ved at blive bakket ned af en bil, der ikke havde tålmodighed til at vente de få minutter, det tager at få et felt af løbere forbi. Jeg nåede dog at springe det bedste, jeg havde lært, men det var godt nok tæt på.
Man kan naturligvis ikke gardere sig imod idioter, men arrangørerne bør efter min mening gå mere op i sikkerheden end de gør nu. Jeg er sikker på, at hvis man satte to voksne mennesker til at stå ved det omtalte stykke på ruten, så kunne mange af de farlige situationer nok forebygges. Det er bare ikke holdbart, at det er to unge piger, der har ansvaret for at lede løberne sikkert igennem stykket fra volden, gennem p-pladsen, over vejen og ned imod Operaen.
Jeg ville være ked af at skulle fravælge et ellers virkelig dejligt løb fordi, at jeg bruger mere energi på at undgå at blive kørt ned end på at løbe. Men jeg ville være endnu mere ked af det, hvis der en dag rent faktisk var en løber, der kom rigtig galt afsted.
Jeg har forståelse for, at det kan være svært at dæmme en lille bitte smule op for de vilde trafikanter omkring Christania, men det ville være kærkomment, hvis arrangørerne i det mindste gjorde et forsøg.