Igang igen efter fødslen

21. september 2011 kom Vigga til verden efter en mega hård fødsel, og i måneder derefter havde hverken krop eller sind udpræget lyst til at genoptage løbetræningen. Efter to måneder bevægede jeg mig ud på et par 5 km ture ugentligt, og selv om det indledningsvist føltes som om, underlivet var på vej ud, gik det hurtigt fremad. Før årsskiftet var jeg oppe på mit tidligere niveau på 40 km ugentligt, og i løbet af foråret har jeg stille og roligt øget såvel distance som tempo. 

Ikke helt uden kriser

Det har dog ikke været helt uden kriser. Planen var, at jeg ville bruge Copenhagen Maraton som mit længste træningsløb før VM i 24-timersløb, der løber af stablen 8.-9. september i Katowice i Polen. Det gik hverken værre eller bedre, end at jeg midt i april blev ramt af slemme mavesmerter, som varede ved over flere måneder. De kom ved løb, og når det var værst varede de ved i de følgende dage. Det føltes mest af alt som slemme sidestik. Til at begynde med, var jeg bange for, at graviditet og fødsel måske havde ødelagt mine mavemuskler. Men efterfølgende har jeg fundet ud af, at det kommer ved overbelastning eller stress, hvad enten denne er fysisk eller psykisk. I hvert fald blev min far alvorligt syg i starten af april, og samtidig gik jeg i gang med at løbe med Endomondo. Som det udprægede konkurrencemenneske jeg er, skulle jeg nødigt løbe langsommere end sidste gang. Tilmed forsøgte jeg at løbe frustrationerne over fars sygdom ud. I starten bed jeg derfor smerterne i mig, men i ugerne op til maratonløbet måtte jeg modvilligt erkende, at jeg var nødt til at sætte både tempo og distance ned. Pga. fars sygdom sov jeg også rigtig dårligt og fik ikke spist optimalt. Op til maratonløbet kunne jeg ikke løbe meget mere end 5 km, ja nogle dage ikke mere end 5 skridt, før smerterne meldte sig. 

Copenhagen Maraton

Trods det at jeg ikke havde fået trænet optimalt i ugerne op til, stillede jeg alligevel op. Smerterne kom efter 7 km, men ved at fokusere på vejrtrækningen kunne jeg holde dem i ave. Jeg løb 26 km i lidt langsommere tempo, end jeg oprindeligt havde planlagt. Ønsket om at høvle de sædvanlige 10 minutter af min PR måtte jeg skyde en hvid pil efter. Men jeg havde et godt løb, så længe det varede. Var stolt over, at jeg trods alt kom så langt og ikke mindst over, at jeg stoppede mens legen var god og huskede på, at det er VM, der er målet.

En ulykke kommer sjældent alene

Som om det ikke var nok. To uger senere var jeg så småt ved at komme igang igen og skulle lige spille den sidste fodboldkamp med pigerne fra mit gamle kollegie. Jeg stod mit livs bedste kamp på mål, men vrikkede desværre om 7 minutter før tid. Det hev i mine kunstige ledbånd, og selv om der ikke var noget, der knækkede, kunne jeg allerede der mærke, at foden var ved at blive stiv. Dagen efter kunne jeg dårligt støtte.

Efter sigende tager en forstuvet fod længere end en brækket. På den ene side har mine erfaringer fra gymnastik lært mig, at det betaler sig at give en skade den fornødne tid, men på den anden side kunne jeg ikke overskue endnu tre uger uden træning. Jeg var bange for, det var farvel til VM. Foden fik derfor helt ro og masser af is, indtil hævelsen var faldet og bevægeligheden tilbage, hvilket passede fint med en intensiv periode i specialeskrivningen:) På tiendedagen var jeg ude på en lille langsom tur, og det gik fint. Siden da er det kun gået fremad.

Føler mig i topform

I forrige uge tilbagelagde jeg 100 km, i sidste uge 80 og i denne, hvor jeg tager en rolig uge, har jeg netop skåret et par minutter af min PR på 10 km. Indrømmet - jeg holdt korte pauser ved lyskryds mm., men alligevel er det en forbedring, at jeg kan løbe 10 km på under 45 minutter. Sidste uge løb jeg også min hurtigste kilometer til dags dato på 3.50 minutter. Jeg har aldrig følt mig i så god løbeform som nu; føler mig spændstig, når jeg løber, og dagen efter en længere tur på omkring 30 km har jeg lyst til at komme ud at løbe igen. Nu håber jeg bare, jeg topper på det rigtige tidspunkt. Jeg har jo aldrig trænet til at skulle løbe i 24 timer. Første og eneste gang det skete, var det bestemt ikke planlagt. Jeg var mindst lige så overrasket som alle andre!

Hårdere end sidst trods bedre form

Selv om jeg er i bedre form end sidste gang, jeg løb 24-timersløb, tror jeg, at dette løb bliver hårdere. I 2010 kunne jeg kun overraske, fordi ingen forventede noget af mig. Denne gang har jeg trænet mere intensivt og målrettet og ved, hvad jeg kan - i hvert fald på en god dag;) Når man bruger meget energi på forberedelserne, kan det ikke undgå at blive en større skuffelse, hvis det ikke lykkes. Derfor er jeg også påpasselig med at sætte mig mål. Men én ting er sikkert, jeg skulle selvfølgelig helst længere end sidst;) Går alt efter bogen, kunne jeg godt tænke mig at lægge et sted mellem 5 og 10 km til min PR på 200 km. Men der kan jo ske meget på 24 timer, og man kan få værre skader end skinnebensbetændelse, som jeg løb med de sidste 120 km sidst. Om ikke andet er jeg stolt over overhovedet at have kvalificeret mig, og jeg håber, det bliver en oplevelse, jeg sent vil glemme...