Hej løbere
Jeg har først fornylig læst den udmærkede artikel af nordmanden Per Inge Østmoen. Den fik mig til at tænke på, hvordan vi over for omverdenen argumenterer for, hvorfor det er vigtigt at bruge tid på løb. Umiddelbart går den tid jo fra social samværd med familie, venner osv. - altså umiddelbart et ganske egoistisk valg. Østmoen skriver:

"Når det gælder påstanden om, at en udstrakt træningsaktivitet er fundamentalt egoistisk i sin natur, er denne påstand svært problematisk. Hvis den skulle være rigtig, ville det i sin konsekvens indebære at enhver personlig søgen efter nye og forbedrede færdigheder, enhver bestræbelse på dygtiggørelse og niveauhævning, måtte anses som grundlæggende egoistisk og dermed socialt uacceptabel. Ingen vil hævde dette. Tværtimod er det i andre sammenhænge anset som ubestrideligt at det er til fordel for fællesskabet, når nogen går foran med et eksempel på dygtighed og kompetence."

Min fornemmelse er ikke, at det er dygtiggørelsen og niveauhævningen, som gør det acceptabelt. Er det ikke snarere blev mere acceptabelt end det før har været at gå op i sundhed og dyrke en bestemt livsstil, selvom det går ud over andre dele af ens liv? Eller hvad er det, som gør at det trods alt er velanset at løbe og dyrke motion?