Efter at have løbet over 40 marathon og diverse ½ og andre småløb uden rigtige skader nogensinde...og tilmeldt mig mit første ultraløb...overhører jeg de små sympotomer fra senen og løber et relativt let løb, men mere bakket end mine normale løb og går ud ved 26 km og går de 4 km til mål oppe i Rold Skov. Dog ikke rigtigt benet der stopper mig, men min fødende datter.
Sætter mig ind i bilen og kører 250 km hjem og kan faktisk ikke gå fra bilen og op til 2. sal.
Vil stadigt ikke høre på min sene og "tror" det er noget i hoften. Får det strakt ud (fyssen er undvigende kan jeg godt i bakspejlet høre, han tror ikke rigtigt på min egen diagnose, synes ikke rigtigt der var noget. Respekt i bakspejlet). Humpende om morgen ned af trapperne, lidt udstrækning og så er jeg løbene, men men smæk, den hæver og afsted til lægen. Dom ingen løb i 12 uger, eccentriske øvelser, med stigende belastning. Cykle, svømme og ro.

Så er det jo at jeg hurtigt er i bedring og snupper en kort løbetur efter 14 dages anden træning og øvelser ...4,5 km skiftevis løbe og gå, mest gå (cyklede dog 30 km før og 30 km efter) måtte smerteplaget erkende at det ikke var forkert...senen har det ikke godt.
Så er mit spørgsmål. Hvorfor står der i flere af de bøger om løb jeg har læst...sæt træningsmængden ned...ingen steder total løbeforbud?
Og snakker du med andre læger siger de også...sæt mængden ned. Men begrundelsen jeg fik var at risikoen for kronisk betændelse er større ved fortsat træning. Og ingen blokade. Selvom det var på tale.

Har I erfaringer, gode råd...gerne solskinshistorier?