Så er maraton tilmeldingen offentliggjort på Facebook, og nu også her. Det er ellers noget af et stykke tid siden, jeg sidst har fundet tid og årsag til at skrive herinde - men nu er det tid igen. Da jeg oprettede min blog, var det for at skrive om træningen op til mit andet halvmaraton - nu kommer mine indlæg primæt til at handle om min træning op til mit første maraton.

Mit første maraton. Maraton. 42,195 km. Det har de seneste år været min store drøm at løbe maraton, men ting som studiestart og skader (måske også lidt manglede rygrad) har været i vejen - MEN nu er der betalt, og no way back. Et er at fortælle folk, at man har tænkt sig at gøre det. Noget andet er at gøre det.

Jeg har hele vinteren løbet omkring 10-15 km om ugen. Faktisk har det været sådan siden halvmaraton i august. 10 km om ugen er ikke meget, men det er hvad der har været tid og overskud til. Nu har jeg lyst til at der igen står løb i kalenderen. Og det gør der. 3 forskellige ture om ugen, af varierende intensitet og længde. Jeg følger et fastlagt program, og indtil nu har jeg holdt ved. Jeg har selvfølgelig også kun fulgt det i et par uger ;-). Programmet er byder på mellem 20 og 30km om ugen, og er bygget op omkring en fire ugers cyklus.

I lørdags stod den på 12 km, og jeg bestemte mig for at tage den rundt om Sønder Bouldevard, alle søerne, en tur rundt på Østerbro og derfra hjem til Vesterbro. Da jeg kom op mod Østerbro, lod jeg mig rive med af mine ret gode ben, og løb ned forbi hvor jeg før har boet - det resulterede i 13,8 km og ret ømme ben. For ca. et år siden, fik jeg en fiber i hvert ben - på samme tid. Da jeg kom hjem fra min løbetur i lørdags havde jeg samme følelse som for et års tid siden - dog i langt mildere grad. I mandags var det på med løbeskoene igen, denne gang kun 7 km - inkl. interval, hvilket gik fint. Idag skulle jeg løbe 14 km, men endte på 13,2 - og igen ømme lægmuskler. Det er møghamrende irriterende at mine ben ikke gider lige så godt som jeg vil, men taget i betragtning at jeg ikke har løbet over 10km siden august måned, er det nok forventeligt.

Jeg er på ingen måde i tvivl om at jeg nok skal komme igennem - både træning og maraton. Min krop skal lige så stille vænne sig til en større og stigende belastning - og så skal jeg huske at restituere ordentligt. Jeg har det lidt med at bilde mig selv ind, at jeg kan klare alt. Jeg kunne sådan set løbe et maraton i overmorgen, hvis jeg virkelig vil. Jeg er jo 22 år ung, sund og med en stærk krop. Så selvfølgelig kan jeg det. Måske ikke på fire timer, som er mit mål - men selvfølgelig kan jeg det. Det kan jeg nok bare ikke, og til trods for at jeg er ung og stærk, må jeg nok acceptere mine begrænsninger og arbejde ud derfra.

Jeg glæder mig :-)

T.