To uger til marathon – ingen skader, tak!

Tiden flyver, og der er i skrivende stund kun små to uger til, at startskuddet går til Sydkystmarathon. Det markerede jeg i går ved at tage den sidste langtur i form af deltagelse i Griseløbet – Den Grønne Halvmarathon i Nærum og omegn.

Jeg har før deltaget i forårsversionen (dog kun 10 km., halvmarathon er to gange 10 km.-ruten), så jeg vidste godt, hvad der ventede på forhånd. Nogle bakker, lidt stiløb i skoven, en hel del løb i det åbne landskab (i modvind) og en afslutning på løbebanen på Rundforbi Stadion. For to uger siden løb jeg Powerrade Halvmarathon på 1.49, men i dag var ambitionsniveauet bare at komme ind i sub2.

Der var egentlig god fart i benene de første 8-9 km., selvom jeg ikke blev trukket af min gode ven, som jeg også havde løbet halvmarathon med til Powerrade. Han stak allerede af i starten og løb sit kun 2. halvmarathon i 1.41 – virkelig imponerende. Efter 10 km. mærket kunne jeg godt mærke, at det blev en rigtig hård dag på kontoret. Hvorvidt det skyldtes mangel på motivation (fokus er jo nu på marathon og ikke på forbedring af PR på den halve), den voldsomme blæst, øllene fredag aften eller noget helt fjerde, det ved jeg ikke – trægt var det i hvert fald. Stille og roligt faldt tempoet.

Jeg ved med sikkerhed, at formen ikke fejler det mindste, men energiniveauet var bare ikke pragende denne søndag formiddag. Jeg syntes også, at der var muskler og led, som gav lyd fra sig, hvilket de ellers ikke plejer at gøre, så efter 13 km. satte jeg cruisecontrol på, og kom hjem i et meget roligt tempo. Det var først lige den sidste km., at jeg fik sat lidt tempo på igen, så jeg ikke kom for tæt på 2-timers grænsen. Da jeg krydsede målstregen stod uret på 1.58,37. Tiden er imidlertid underordnet, da jeg fik nogle gode rolige km. i benene, og dagen derpå er kroppen rigtig godt kørende. Det tegner jo positivt.

Løbet var også ganske fint arrangeret, og der manglede ikke noget, som det var tilfældet til Friløbet. Griseløbet er også relativt billigt, så jeg vender formentlig tilbage i foråret. I forhold til de noget større løb som f.eks. Sparta arrangerer i KBH, så mangler der dog lidt show og lir, men man får jo, hvad man betaler for.

De kommende uger kan man jo ikke rigtig gøre hverken fra eller til i forhold til at skærpe marathonformen, så for mit vedkommende handler det om at løbe nogle korte (6-10 km.) rolige ture uden at blive skadet. Som jeg tidligere har nævnt på bloggen har min svangsene drillet mig en smule, men det er ikke noget, som jeg vil kategorisere som et alvorligt problem. Den kunne da mærkes under mit halvmarathon, men lidt massage og en nedsat belastning skulle nok kunne holde det problem i skak.

Den primære udfordring til Sydkystmarathon bliver, at der er langt færre tilskuere, deltagere og depoter, end da jeg løb mit første (og eneste) marathon i København forrige år. Til gengæld er min form tyve gange bedre, så fokus de kommende uger er først og fremmest at få lavet en plan oppe i hovedet over, hvordan jeg kommer fornuftigt igennem. Hvis jeg både er klar på det fysiske og det mentale plan, så kan det ikke gå helt galt.

Min bedre halvdel kan desværre ikke agere hepper på sidelinien på selve dagen, men hun har så lovet at være moralsk opbakning i dagene op til. Jeg tænker massage og god/sund mad i massevis! Jeg glæder mig allerede! Derudover ligger der også en vis motivationsfaktor i, at min svigerfar netop har løbet Berlin i sub 3.30, hvorfor det ikke skal hedde sig, at jeg ikke kan komme under 4.30!