Rasmus Seebach i fokus

Kort sagt: Det har været en rigtig lækker løbeuge. Vejret har artet sig nogenlunde, jeg har fået gennemført nogle fine ture, og et par indlagte hviledage har holdt ømheden omkring mit højre skinneben på et acceptabelt niveau. Jeg havde også den pudsige oplevelse, at jeg havde Rasmus Seebach nummeret ’Natteravn’ i ørene på ugens første tur, da jeg helt tilfældigt løb forbi selv samme Rasmus Seebach, der åbenbart også løber på Frederiksberg. Fremover vil jeg forsøge at lytte mere til Sisse Marie Søby…

Sidste uge så således ud på papiret:

Tur 1: 7,32 km. (progressiv fra moderat til tempo)
Tur 2: 13,39 km. (rolig – utrolig glat)
Tur 3: 7,68 km. (rolig/moderat)
Tur 4: 9,2 km. (Julestjerneløbet – tempo, dvs. 85/90%)

I alt: 37,59 km.

Som skrevet var ugens sidste løbetur en deltagelse i Julestjerneløbet på 9,2 kilometer i St. Dyrehave i Hillerød. På forhånd havde jeg besluttet mig for, at der ikke var nogen grund til at være alt for ambitiøs mht. til tid/tempo. For det første er ruten bakket og på dagen særdeles snedækket. For det andet ville jeg ikke fremprovokere en skade i/omkring mit højre skinneben ved at give den for meget gas. Mistænker sneen og det glatte underlag for at være skyld i, at jeg ved hvert skridt foretager et ekstra lille vrid, der så forårsager ømheden. Derfor lagde jeg meget roligt ud efter at have placeret mig midt i feltet ved start – det var også stort set umuligt at overhale de 2 første kilometer. Dernæst blev feltet langt mere spredt ud, og det gav mulighed for at sætte tempoet en smule i vejret, men jeg var dog meget opmærksom på ikke at overforcere. Med 3 kilometer igen stødte jeg på en ret grum bakke, der trak lidt tænder ud, men jeg gevandt pusten og gjorde klar til en seriøs slutspurt. Da jeg ikke har deltaget i løbet før, så vidste jeg ikke helt, hvad jeg havde i vente de sidste 2 kilometer ind mod mål. Umiddelbart så ruten ud til at følge en god bred sti, hvor der ikke var voldsomt meget sne. Derfor satte jeg kadencen væsentligt op – planen var at give den 95% af max – 100% var simpelthen for risikabelt på grund af underlagets beskaffenhed. Med 1,5 kilometer igen drejer ruten dog væk fra den gode sti, og pludselig skulle der løbes i små snævre skovspor – ligesom et enkelt lille vandhul skulle forceres. Forholdene var ganske enkelt ikke til at løbe stærkt for mit vedkommende, når jeg stadigvæk er så teknisk urutineret, at jeg skøjter rundt i den slags terræn. Men i mål kom jeg da – som nr. 68 ud af 180 – en umiddelbar vurdering er, at jeg kunne have vundet en 10-15 pladser ved at stille mig forrest i startfeltet og på at løbe med hovedet under armen på den sidste del af ruten. Som udgangspunkt er jeg dog glad for, at jeg overordnet set havde et rigtig godt løb med en tilpas belastning, der ikke øgede min ømhed. Derudover havde løbet også et socialt aspekt, da jeg deltog sammen med min far – det gør det bare mere hyggeligt at have nogle at dele oplevelsen med.

Hvad denne uge byder på er lidt uklart. Såfremt jeg skal nå op og snuse til de 40 kilometer i, så kræver det, at jeg udelukkende løber rolige ture. Jeg har imidlertid kig på Nissehueløbet i Roskilde på lørdag, hvor den længste distance er 8,2 km. Hvis jeg deltager der, så bliver jeg nok nødt til at skære i kilometerantallet, men det gør heldigvis ikke så meget i en uge, der primært står i eksamenernes tegn.