De sidste tre uger har langt fra været imponerende, da jeg ikke har været i nærheden af en ugentlig træningsmængde på 30-40 km. Faktisk har jeg kun været i løbeskoene en 4-5 gange. Det skyldes først og fremmest en ubehagelig ømhed i mit kronisk svage højre ben, der begyndte at irritere, selv når jeg ikke var ude og træne. Derfor dikterede jeg overfor mig selv en kraftig neddrosling af træningsmængden efter rådgivning fra en god ven, der både er løber og fys. Det har hjulpet gevaldigt – kombinationen af en øget træningsmængde og et ekstraordinært hårdt underlag (læs: is) har formentlig ført til en mindre overanstrengelse. Jeg må blive bedre til at løbe, hvor der er ryddet for is og evt. tage et par ture på et løbebånd.

Til gengæld havde jeg lige før jul to af de fedeste løbeoplevelser so far. En solrig varm og eftermiddag i Barcelona (var på miniferie) løb jeg fra hotellet og op på det bjerg (læs: en stor bakke), hvor det olympiske stadion fra legene i 1992 ligger. Det OL har altid – uvist af hvilken grund – haft en stor betydning for mig. Jeg mindes at have set et gammel VHS-bånd med forskellige optagelser fra legene mere end 30-40 gange, og kendingsmelodien kan jeg stadig nynne. Derfor var det også helt specielt, at jeg undervejs på min løbetur kunne træde ind på det olympiske stadion, der lå badet i solskin og ikke en vind rørte sig. Der er gratis adgang for alle til tilskuerpladserne, men denne dag var der ret tomt. Og så kunne jeg simpelthen ikke dy mig. Kun et lille sikkerhedshegn og 30 m. trappe skilte mig fra den legendariske 100 m. atletikbane, hvor Lindford Christie vandt guld. Jeg forcerede simpelthen hegnet – dybt ureglementeret – og nåede ned til atletikbanen uset. Dernæst løb jeg den hurtigste 100 m., som jeg nogensinde har løbet. Indover målstregen og tilbage op over sikkerhedshegnet – desværre var jeg på dette tidspunkt blevet spottet, og en meget vred sikkerhedsvagt forklarede mig (på spansk), at jeg skulle forsvinde med det samme. Det havde jeg intet problem med – jeg havde opnået, hvad jeg ville. En kæk oplevelse! Dagen efter vendte jeg tilbage som almindelig turist, og havde heldigvis ikke problemer med spansk security.

Et par dage senere – stadigvæk i Barcelona – havde jeg fornøjelsen af at fylde 25 år. Det blev fejret ved en tidlig morgentur langs en næsten mennesketom havnefront – også denne dag skinnede solen det meste af tiden. Jeg har ikke rigtigt været ude at rejse ’som løber’ før, men det er en fantastisk måde at opleve et nyt sted på.

Tilbage i det kolde nord bestræber jeg mig på at nå 4 ture i denne uge – inkl. et 5km. løb i Køge nytårsaftensdag. Nummerudleveringen foregår ved Køge Tennisklub, hvor jeg har spillet tennis siden jeg var 5. Og selve ruten er på stierne i det villakvarter, hvor jeg i rigtig mange år boede sammen med mine forældre. Så jeg er vist på hjemmebane. Hverken formen eller det glatte underlag peger i retning imod en ny PR, men lidt sundt tempoløb skal det nok blive til på årets sidste dag.