Med et BMI-tal på 17, korte ben med forskellig længde, svage knæ, nedsat lungekapacitet og en medfødt hjertefejl, så er jeg ikke ligefrem et fysisk pragteksemplar på en hurtig løber. Derfor vil jeg dog alligevel tillade mig at glæde mig over, at der nu igen er kommet lidt fart i benene.

Tilbage i august løb satte jeg PR på 10 km. med tiden 50.21 i forbindelse med Midnatsløbet på Frederiksberg – halvanden måned senere blev jeg kørt ned og brækkede kravebenet. Efter dagens deltagelse i Sct. Valentinmilen (10 km) i Klampenborg kan jeg konstatere, at jeg er tilbage på mit gamle niveau. Min tid i dag blev… 50 minutter og 21 sekunder – hverken mere eller mindre.

Jeg havde svært ved ikke at smile, da jeg kom i mål i dag. Jeg fandt en god rytme undervejs, jeg havde god luft, og løbet var rigtig veldisponeret med negativ split. 25.21 på de første 5 kilometer, og 25.00 på de sidste 5 kilometer. Det gik faktisk over forventning, selvom jeg nok ikke burde have spist mig helt ned i mad aftenen før til en rigtig hyggelig julefrokost – man spiser åbenbart mere, når man nu ikke drikker alkohol. Og set i bagklogskabens ulideligt klare lys burde jeg nok også være gået til køjs kl. tre, når jeg nu skulle op kl. otte. Men der er ingen grund til at græde over mælk, der slet ikke er blevet spildt.

Dagens resultat tegner således positivt forud for de kommende uger/måneders marathontræning, at formen nu igen peger opad.