Brosten, bakker og en enkelt slotspark!
- 26. august 2012 - 20:15
- Lars Friis Farsøe
- Den kække løbeblog
Det har været en begivenhedsrig løbeuge. Hele to motionsløb har jeg stillet til start i – Roskilde Gadeløb og Esrum Sø Rundt. Derudover har jeg også fået klaret to træningsture (12 & 5 km), så jeg er nu endnu et lille skridt tættere på efterårets marathon gennemførelse.
Ugens første store løbemæssige udfordring var Roskilde Gadeløb, som jeg tidligere har brugt til at sætte PR på 5 km. distancen. Denne gang var jeg dog tilmeldt den dobbelte distance, da det gælder om at få nogle km. i benene efter et par halvsløje uger – bl.a. pga. sygdom. Min læge har konstateret, at jeg har fået mig en omgang kold lungebetændelse, og den sidder stadigvæk i kroppen, selvom jeg er i absolut bedring. Diverse hosteanfald før, under og efter træning kan dog ikke helt undgås endnu. Jeg skulle oprindeligt have løbet gadeløbet i Roskilde med en ven, der normalt får presset mig til nogle rigtig gode tider, men han måtte desværre hoppe fra. Heldigvis havde jeg en anden ven, der sprang til med få timers varsel, så det sociale aspekt blev ikke nedprioriteret.
Ruten består af 4 omgange på en rundstrækning, der er 2,5 km. lang. Løbet foregår i midten af Roskilde, og det er krydret med både brosten og nogle lidt kradse bakker, som særligt kunne mærkes i den sidste halvdel af løbet. Min ven og jeg fulgtes rundt de første 3 omgange, hvorefter at jeg prøvede benene af på den sidste omgang. Det gik helt fint, selvom jeg stadig mangler lidt luft for at kunne holde tempoet helt oppe. I mål kunne jeg konstatere, at de 10 km. blev klaret med 5.10 i snit, hvilket ca. er det tempo, som jeg gerne vil holde til Powerrade Halvmarathon om 2 uger, så det er jeg ganske godt tilfreds med.
I dag stod den så på deltagelse i Esrum Sø Rundt, hvor jeg sammen med mit fædrene ophav var tilmeldt 10 km. distancen. Det er et utroligt velorganiseret løb med mange deltagere. De fleste deltager jo på den lange rute (26,6), men der var alligevel 250 deltagere på ’vores’ distance. Det betød to omgange i Fredensborg Slotspark, hvor der er gode stier at løbe på, men hvor det også går op og ned. Min far var tempostyrende, og vi kom fint igennem uden de helt store problemer med et snit på 5.26. Jeg havde gemt lidt kræfter til en slutspurt de sidste 200 meter, og ved målgang scorede jeg mig endda en medalje (okay – det gjorde alle, hehe). Det kan godt være, at jeg er 26 år, men man går aldrig galt i byen med en medalje! Kort efter målgang stod vi og heppede på top 3 på den lange distance – det er jo vildt imponerende at se eksempelvis Henrik Them og Michael Jeppesen løbe over stregen. Respekt til dem.
Den kommende uge byder på en omgang DHL-deltagelse og en samlet mængde på ca. 40 km. Fik naturligvis sagt ja til at deltage på svigerfars firmahold, da jeg forleden var forbi til mad hos svigerforældrene. Det betyder jo, at jeg bliver nødt til at leve op til det niveau, som jeg vist ’kom til’ at prale lidt med. Jeg glæder mig dog til at løbe med min kæreste heppende på sidelinien. Nå nej – hun skal noget andet, så hun er forhindret. Sympatisk træk! Men det skal nok blive godt at få løbet 5 km. i nogenlunde fart, nydt noget god mad og drukket et par enkelte fadøl tirsdag aften.
Planen er stadigvæk marathon i Odense om en måneds tid, men det kræver lidt, at den sygdom snart kommer helt ud af kroppen. Alternativt må jeg tage Sydkystmarathon i midten af oktober, men det må jeg endeligt afgøre, når jeg har klaret Powerrade Halvmarathon om præcis 14 dage.
Om bloggen
Andre bloggere
5 blogeksempler
-
Følg mig på: www.lobemusen.wordpress.com
-
Mine løbeoplevelser. Træning, løb og alt imellem - så længe der er bevægelse involveret. Håber at dele spændende løbeoplevelser med forhåbentlig mange læsere.
-
Jeg er en pige på blot 15 år, der elsker og løbe og har løbet 2 halvmarathon på ½ år. Jeg ser nu frem til en masse andre landistanceløb i danmarks natur.
-
Efter at have trænet de sidste 5 måneder i fitness-studio er jeg lige begyndt med at løbe ude i skoven. Målet er at løbe regelmæssigt og muligvis deltage i nogle løb i løbet af sommeren. Halvmaraton...
-
Det er fedt at være i form Det er fedt at være i live
Log ind
Nyt medlem
Velkommen til medlem nr. 7544:
Hent vores app
Fra shoppen
Nyhedsbreve
Vælg de nyhedsbreve du ønsker at til/afmelde dig.






Indsend kommentar