Efter kun to løbe pas i uge 5 var denne uge en genudsendelse af uge 8 af mit program: 10 km, 4 x 500 meter interval, 5 km og 45 minutters gang.
Inden det første løbe pas kom jeg til at tjekke mine ”Personal bests” på Endomondo. Jeg syndes ellers jeg var ved at komme OK med igen. Men alle 4 på hitlisten var fra d. 6. november, lige før jeg fik lungebetændelse (nr 5 er en 10 km så den gælder ikke rigtigt). Det burde jeg være kold overfor, men det irriterede mig altså. Så det første pas blev til 12 min løb med 5.45 min/km (Yepsen ny cooper distance). Og så var jeg ellers ret så færdig! Så det må tælle som noget interval noget. Jeg skal alligevel være lidt forsigtigt mht. mine knæ og intervaller.
Så var der de 5 km, som jeg havde tænkt mig at tage med 6½ min/km. Mest for at se om jeg kan gøre den fart til min normale hastighed på sigt.
Men der var noget hund som kom på tværs igen. Vi bøvler med at få ham afsat, mens vi er i Australien. Folk er ellers vældig glade for tanken om jagt med Rumle (det heder han). Rumle er en prima prima springer i den henseende. Rumle er så desværre også en springer når man kommer hjem i huset/lejligheden igen. Han er altid glad, venlig og meget insisterende. Sådan lidt som de der mennesker som er lidt socialt handikappede og ikke helt har lært at tolke andres signaler om, at nu skal de måske lige slappe lidt af og træde et skridt tilbage. Han er ikke så slem herhjemme, men med folk og hunde han ikke kender så godt kan han bogstaveligt være utrættelig.
Rumlen skulle på prøve for tredje gang, hos en ven som havde svært ved at få hunden til at slappe af om natten. Jeg tænkte at en løbetur måske ville hjælpe lidt. Så mine 5 km blev løbet med begge øjne og helt udelt opmærksomhed på hunden i et alt andet end prangende tempo. Og så hjalp det endda ikke. Hunden futtede rundt hele natten, rumsterede og peb, måske fordi der er mus i væggene i vennens lejlighed? Resultatet er at vi mangler en hundesitter i 13 måneder fra lige om straks (hvis ellers nogen nede i Canbara kunne få fingeren ud og give os det visum).
Gåturen fik jeg flere gange denne uge både med hunden og med en veninde i Aarhus.
Jeg havde gemt det bedste til sidst. 10 km helt i det tempo, som mine ben selv vælger. De æg som jeg samlede i uge 5 klækkede lørdag (en dag forsinket Hmpf!) så jeg brugte weekendens solskinsdag i laboratoriet. Søndagen jeg skulle løbe på var kold, blæsende og med spidse fintformede hårde snefnug som piskede mig direkte ind i ansigtet. Og det var så lækkert! Jeg holdt et snit på 7 min/km, satte farten op den sidste km og følte på lange stræk, at jeg bare kunne blive ved med at løbe. Nu er 3 af mine ”Personal bests” fra uge 6, som i alt løb op i 17 km.
Næste uge bliver lidt tricky. Ungerne har ferie og det har manden også noget af tiden. Jeg bliver nok ikke alt for populær, hvis jeg både vil bruge tid på labarbejde (fluerne skal jo passes) og i alt 25 km løb. Men vi får se.