Jeg bøvler med mine knæ. Ikke voldsomme smerter som forhindrer mig i at løbe, men en murren. Når jeg løber. Lidt bagefter også. Ikke hver gang jeg løber men nok 2/3 af mine løbepas. Hvis jeg løber efter toget med min rygsæk, eller går meget på trapper. Jeg har slået det lidt hen. For altså, jeg har da ikke løbet så langt, og har også fuldt programmer, og taget små pauser, og tabt mig, og helt ærligt så skravlet er jeg da heller ikke. Hmpf.

Faktum er, at lige så snart jeg laver lidt ekstra, kan jeg mærke det i mine knæ. Der er ikke rigtigt nogen buffer.
Jeg vil have overskud, og buffer når jeg løber. Jeg vil kunne løbe efter toget i mine flade arbejdssko. Jeg vil kunne løbe bakketræning. Jeg vil have 100% lydefrit knæ. Jeg vil vil jeg!
Som jeg kan se det, har jeg tre muligheder for at opnå det mål.

Jeg kan tage en længere pause, mens jeg prøver at holde konditionen oppe på motionscykel (æv.. jeg kan ikke rigtigt tvinge mig selv over 150 i puls på cykel).
Jeg kan tabe mig de 15 kg jeg stadig vejer for meget (et langtidsprojekt, og det bliver ikke nemt hvis jeg ikke løber).
Jeg kan optræne mine knæ (igen et langtidsprojekt).

Eller: Jeg kan tålmodigt blive på uge 6 af mit program (8km, 5km, 30 minutters løb, 45 minutters gang), lave knæøvelser og stille og roligt tabe fedt, indtil jeg har haft 3 uger helt uden at mærke til mine knæ. Her er det ret praktisk at have min blog at kunne bladre i, så jeg kan holde styr på hvornår der er gået 3 murrenfri uger.

Måske kan jeg alligevel blive lidt hurtigere selv uden progression og interval/bakketræning i programmet. Jeg havde et ret godt løbepas i går. 9km i alt den ene gående op af den stejle side af bakken for at skåne mine knæ. Så kunne jeg løbe ned af den bløde side af bakken og slutte af på min flade cykelsti med den sidste km på lige under 6 minutter og flest km på en time indtil videre. Det blev kun til 8,22 km på 60 minutter, så det kan jeg gøre bedre lige så snart jeg må løbe længere igen (altså efter de 3 knæstille uger).