Mit første VM i 24-timersløb; Nu føler jeg mig som en rigtig ultraløber:)

Anne Marie Geisler Andersens billede

Så fandt jeg endelig kræfter til at skrive om en helt igennem fantastisk weekend til VM/EM i Polen med det danske landshold i ultraløb. Tak for super godt selskab, kanon opbakning og et godt fællesskab.

Jeg sidder nu med de ømme stænger oppe hjemme hos svigerforældrene. Havde de ikke taget sig godt af Vigga, mens vi var af sted, og havde Morten ikke bakket så meget op om mit løb, havde jeg ikke nået samme resultat. Målet var at forbedre min PR fra første 24-timersløb på 200 km med 5-10 km, hvilket lykkedes, da jeg endte på 209,3 km. På et tidspunkt gik det så godt, at jeg seriøst overvejede at gå efter danmarksrekorden for kvinder. Under andre omstændigheder havde jeg gjort det, og jeg tror på, det ville være lykkedes. Men ruten var simpelthen for hård.

Selv om benene er ømme, har jeg det dog alligevel noget bedre end sidst. Nok brugte jeg krykkerne på turen hjem fra Polen, men allerede samme dag kunne jeg gå uden. Eller rettere - blev jeg nødt til det. Vi havde nemlig kun ganske få minutter til at skifte perron på Hovedbanegården, hvis vi ville nå hjem til Vigga, før hun sov. Morten løb i forvejen, og jeg efter ham op ad trappen med krykkerne i hånden. Da jeg stod i IC-toget trillede tårerne ned ad kinderne. Jeg tror, det var reaktionen på en kanon fed men også utrolig hård weekend. På den ene side skulle de sidste energireserver mobiliseres til turen hjem, og på den side anden var jeg utrolig lettet over, at VM var vel overstået. For hvor var jeg dog spændt og nervøs i dagene op til. Sidst men ikke mindst så glædede jeg mig til at komme hjem til Vigga, som var i mine tanker under hele løbet, og som var den allerbedste motivation, man kan få.

Hård rute

At det var en hård rute illustreres meget godt af, at vi kun var to løbere fra det danske landshold, der var i gang alle 24 timer, og som nåede vores mål. Modsat DM på Bornholm, hvor ruten er halvt asfalt og halvt grus, var halvdelen af ruten i Katowice asfalteret, mens den anden halvdel bestod af fliser. Desuden bestod flise-delen af en lang, flad bakke. Det var desværre først efter, jeg havde fået alvorligt ondt i knæene, at jeg fandt ud af, man skulle løbe på midten af stien, fordi den også skrånede udad mod kanterne. Jeg var næppe den eneste. Der var utrolig mange, som bukkede under, og med tiden opstod mange specielle løbestile og gakkede gangarterJ

Jeg havde ondt i knæene fra ca. 70 km og frem, som aldrig før, og det var min største udfordring gennem løbet. Da jeg rundede de 30 km, var de mavesmerter, som jeg havde døjet meget med under træningen, igen brudt frem. Jeg frygtede, at det måske var slutningen på dette VM, men med god støtte fra min træner Brian og hjælperne overvandt jeg dem. Brian rådede mig til at fokusere på en rolig vejrtrækning. Jeg bestemte mig for at give det 10 km, og da jeg nåede de 40 km, var smerterne væk. Efterfølgende blev mavesmerterne formentlig overdøvet af de tiltagende og jagende knæsmerter, der var så voldsomme, at jeg for første gang nogensinde fik smertestillende under et løb. Egentlig er det imod mine principper, da jeg gerne vil kunne mærke min krop, og især om smerterne er god- eller ondartede. Imidlertid var jeg overbevist om, at mine knæproblemer primært skyldtes det hårde underlag, og at de ville gå væk efter løbet, så vi valgte at holde det smertestillende på et minimum. Ganske rigtigt går det da også allerede meget bedre blot et par dage efter, og jeg havde ikke de fjerneste problemer med at mærke min krop under løbet! (og her efterfølgende har jeg ondt i alt andet end håret - ja, selv tænderne gør ondt, formentlig af alt det sukker, man indtager under et sådant løb;o))

Væske- og fødeindtag

Ved sidste løb brugte jeg fællesdepotet meget, hvorfor jeg kun havde 10–15 protein- og energibarer samt nogle geler med denne gang. Og så selvfølgelig lidt Faxe Kondi, som jeg har drukket meget på det seneste under de varmere træningsture. Gelerne har jeg ikke trænet med, men heldigvis skaffede Morten nogle flere under løbet, for i perioder var det noget af det eneste, jeg kunne få ned. Til gengæld blev disse perioder ofte efterfulgt af perioder, hvor jeg simpelthen ikke kunne rumme mere sukker. Derfor ved jeg til næste gang, at jeg skal have et glas vand stående i vores eget depot ved hver omgang. I starten brugte jeg fællesdepotet en del, men som løbet skred frem, var det rigtig rart, at kunne få både opbakning samt væske og føde ét og samme sted. 

Hvad angår depotet, er det vist på sin plads med en lille undskyldning til de fantastiske hjælpere i vores depot, ikke mindst Martin. For jeg var vist ikke altid lige let at have med at gøre. Dette skyldtes, at det nogle gange var svært at vide, hvad jeg ville have lyst til og brug for, når jeg kom igen 1,5 km senere. Der blev vist joket lidt med, at jeg var radikal, for ofte når jeg stod i depotet, havde jeg svært ved at vælge i buffeten:o) Desuden er det jo hverken godt at få for meget eller for lidt, så hvis jeg kunne mærke, at jeg kunne løbe en omgang mere, før jeg havde brug for at stoppe op, så gjorde jeg det. Også selv om jeg allerede havde bedt depotet finde noget frem til næste gang, jeg kom forbi. Det var en måde at holde mig i gang på, at jeg ofte satte mig små mål om, hvor langt jeg skulle løbe, før jeg stoppede næste gang.

Alt i alt er det svært at vurdere, hvor meget man får spist under sådan et løb. Jeg spiser mange små portioner, fordi jeg ikke kan få så meget ned på en gang; maven kan brokke sig, og mentalt har jeg svært ved at være nede at gå mere end en halv omgang af gangen. Så vidt jeg husker, fik jeg spist: en lille portion pasta ca fem-seks gange, et par proteinbarer, et par energibarer, en 6-7 geler, en smule chokolade, lidt appelsin og banan og en halv skive franskbrød med smør. Derudover var Bente så sød at hente burger og fritter fra McD, men desværre har jeg svært ved at få brød ned, medmindre det er godt fedtet ind i noget snask. Jeg drak meget vand, fordi jeg sveder meget, men også ca. 4 liter sodavand, en del energidrik, saft, æblejuice og kaffe. Sidstnævnte var faktisk virkelig dejligt, fordi det gav en følelse af, at jeg forkælede mig selv lidt. Ja, det gav næsten en følelse af, at jeg fik en lille pause, fordi jeg forbinder kaffe med hygge og afslapning:o)

Efter løbet kunne jeg rigtig godt have brugt en sandwich, burger eller lignende. Desværre lukkede fællesdepotet, og det tog lang tid at komme på benene igen og tilbage til hotellet. Jeg tror, det manglende fødeindtag efter løbet var medvirkende til, at jeg havde så svært ved at komme på benene igen, at de måtte bære mig ind i en taxa, og døjede med kvalme flere dage efter.  Maven har også gjort ondt, når jeg har spist, fordi den har skullet vænne sig til andet end sukker og geler;o)

Motivationen under løbet

Det første lange stykke tid fokuserede jeg på omgangstiderne. Natten startede dog tidligt, da det allerede blev mørkt ved syv-tiden, hvorfor jeg her begyndte at spekulere på, hvordan jeg skulle holde dampen oppe. Det gik dog egentlig forholdsvist let. I perioder koncentrerede jeg mig om at udholde smerterne, i andre perioder fordrev jeg tiden med at løbe og regne eller ved at tænke på Vigga. Det hjalp meget at jeg havde en lille gruppe mandlige fans i hver ende af ruten. Hurtigt kendte de mit navn, og man skal ikke undervurdere, hvor meget det betyder, at få et lille tilråb eller et smil, når natten føles allerlængst.

Natten igennem holdt jeg mig oppe på, at jeg godt kunne fornemme, at jeg avancerede i klassementet. Efter sigende hentede jeg vel en 20 pladser i løbet af natten. Det føltes rigtig godt og betød kun endnu mere opbakning fra løbere, tilskuere og hjælpere.

Det var først de sidste tre timer, at det for alvor blev hårdt. Jeg havde en stærk fornemmelse af, at jeg ville blive nødt til at gå på et tidspunkt, hvis jeg skulle kunne holde mig i gang alle 24 timer. I stedet for at starte på det for tidligt og skiftevis gå og løbe, valgte jeg at trække den så længe som muligt, for derefter at kunne gå med god samvittighed. Brian havde sagt før løbet, at når man først er gået ned i tempo, så kommer man ikke op igen. Og jeg var bange for, at jeg måske ville slippe helt, når jeg begyndte at gå (sidste gang løb jeg hele vejen, fordi jeg var bange for ikke at kunne komme i gang igen, når jeg først gik). Det var dog en god erfaring at få, at jeg godt kan komme op at løbe igen – også selv om smerterne er store.

Den sidste times tid af løbet bad jeg Morten holde sig i nærheden af mig. Jeg kunne godt mærke, at jeg var tæt på at have givet alt og kun lige nøjagtig havde kræfter til at gå i raskt tempo for at få de sidste kilometer med. Før den tredjesidste omgang sagde Brian, at jeg skulle huske at nyde det. Det betød, at jeg gik og smågræd med en stor klump i halsen. Jeg tænkte på Vigga, som havde hjulpet mig med at holde modet oppe undervejs. Hver gang jeg var ved at gå ned eller manglede gejst, tænkte jeg på hende. Det fik mig til at smile og fyldte mig med overskud. Jeg så hende for mig traske frem og tilbage på terrassen med sin lille vogn igen og igen. Hun er en lille pige, der bare klør på og bliver ved og ved. Når Morten og jeg nu havde været sådan nogle ravneforældre og fået hende passet af farmor og farfar i fem dage, syntes jeg også, jeg skyldte hende at komme hjem med et ordentligt resultat. Og eftersom jeg allerede der kunne fornemme, at jeg nok ville komme hjem på krykker, kunne jeg lige så godt løbe mig helt ud. Desuden ville jeg bedre kunne forsvare krykkerne, hvis jeg havde sat ny PR;o)

De sidste to omgange var jeg så fokuseret på at holde mig gående, at jeg knap havde overskud til at smile til tilskuerne. Morten og en ven af familien, Santiago der bor i Polen, holdt sig i nærheden. Jeg havde været tæt på at stoppe helt, før de sidste omgange, men Brian sagde, jeg skulle fortsætte. Hvorfor, havde jeg svært ved at forstå, for jeg havde jo nået mit mål, og der var for langt til danmarksrekorden. Jeg havde ikke noget lille mål inden for rækkevidde, men tænkte der måtte være en vigtig grund til, han bad mig nå så langt som muligt. Bagefter var jeg da også glad for, at jeg havde fortsat lige til det sidste. Jeg nåede ikke den anden bedst placerede danske mand i løbet, men til gengæld førte det til, at jeg i dag er den 3. bedste danske kvinde nogensinde. Nummer 2 har vist løbet omkring 213 og danmarksrekorden er som bekendt på knap 218 km, så på det tidspunkt var det alligevel urealistisk at nå nogle af dem.

Ny dansk holdrekord for damer og nr. 21 i verden

I VM endte jeg på en samlet 21. plads og i EM på en 17., hvilket jeg er ganske godt tilfreds med. Da det gik bedst lå jeg som den 13. bedste i verden, og jeg legede da også med tanken om at løbe mig til en bedre placering, end mit nummer (jeg løb med nummer 14). Nu hvor jeg har fået tingene lidt på afstand, spekulerer jeg da også meget over, om jeg kunne have løbet anderledes. Skulle jeg have presset den endnu længere og være gået efter danmarksrekorden, da der var tre timer tilbage, og jeg stadig havde muligheden? Da jeg efter de første 12 timer rundede 114 km, var der ingen tvivl om, at det var realistisk at løbe længere end 218 km. Men man skal huske, at et 24-timers løb handler om, hvordan man løber over hele døgnet. Jeg tror såmænd ikke, at jeg startede for hurtigt. Tværtimod så tænkte jeg længe, at banen taget i betragtning, var det vigtigt at komme godt fra start, fordi jeg ikke vidste, om kroppen ville holde til at løbe hele vejen. Jeg har ikke de store erfaringer med knæsmerter, hvorfor det var svært at vurdere, hvad de ville komme til at betyde.

Mit første delmål havde været at løbe 10 km i snit de første 4-5 timer. Derefter havde jeg regnet med at løbe 9,5 km en fire timer og derefter at holde 9 km så længe som muligt. 114 km halvvejs svarer lige præcis til det mål. Dog er jeg godt tilfreds med, at jeg holdt de 10 km i snit de første 60-70 km, fordi fartnedsættelsen derefter hovedsageligt skyldtes mine knæsmerter. Kan jeg holde sidstnævnte for døren til næste løb, synes der at være et rigtig godt udgangspunkt for endnu en ny PR.

Udover at komme i top 25 ved mit første VM, fik vi også sat ny dansk holdrekord. Jeg tror, vi alle havde håbet på at nå de 600 km, men løbet og ruten taget i betragtning, er jeg glad for, at vi trods alt fik lagt 40 km til den tidligere rekord på 539 km, idet de tre bedste kvinder samlet set løb 580,8 km. Jeg ved, hvor meget der er kæmpet for den rekord. Især var det tydeligt, at Anne-dorthe Mahato døjede med store hoftesmerter længe.

Gode erfaringer til næste gang

På mange måder synes jeg, jeg har haft en optimal forberedelse op til løbet. Jeg har fået trænet det, jeg ville, både tempo og distance. Egentlig var jeg bange for, at jeg toppede for tidligt, da jeg følte mig flyvende allerede fem uger før løbet. Det var den uge, jeg for første gang rundede 100 km på en uge og slog stort set alle mine mellemtider. Set i bakspejlet tror jeg dog, det var det helt rigtige tidspunkt at toppe på, for kort efter begyndte nedtrapningen. Det giver sig selv, at man ikke har følelsen af at være lige så godt løbende kort før løbet, når man løber meget mindre end normalt. Jeg løb vel omkring 90, 60 og 40 % af de gennemsnitlige 70 km om ugen i de sidste tre uger op til løbet. Men da jeg ikke havde prøvet det der med at trappe ned før, begyndte jeg rent faktisk at tvivle lidt på, om jeg nu stadig kunne løbe lige så godt. Til næste gang ved jeg, at jeg kan tage det helt roligt – det er ikke de sidste tre ugers træning, der gør forskellen.

Også på andre områder, har jeg haft optimale forhold. Morten har været sød til at tage Vigga om natten og om morgenen, så jeg har kunnet få sovet så meget, som specialet nu engang gav mulighed for. Udover mavesmerterne, som ikke var alvorlige, og en enkelt forstuvet fod pga. fodbold, har jeg heller ikke været ramt af de store skader.

Til næste gang vil jeg derfor næppe justere de helt store ting. Måske vil jeg løbe 10-20 km mere om ugen, så jeg løber omkring 80 km i snit. Jeg vil også nå dette niveau lidt tidligere i processen, og så vil jeg starte på de længere ture noget før. Det behøver ikke nødvendigvis være til Copenhagen Marathon, at jeg for første gang runder de 40 km. Hvis jeg løber tilstrækkelig langsomt, kan ture på den længde - og måske også længere - sagtens blive en del af træningen.

Hvad angår det mere praktiske, vil jeg afprøve min MP3 hjemmefra. Dagen før løbet, viste den sig ikke at du. Jeg var lige ved at få krise over det, men Brian havde sagt, vi skulle vælge vores kampe med omhu. Og nu ved jeg, at jeg sagtens kan klare mig igennem natten uden. Musik i ørerne eller ej, så er det nu engang der, jeg er stærkest, og det vil jeg forsøge at blive endnu bedre til at udnytte.

Mht. mad og væske har jeg stor gavn af geler under løbet, hvorfor de også bør være en del af min træning. Ligeledes kunne jeg formentlig have gavn af at øve mig på at blive bedre til at indtage brød undervejs fx ved at eksperimentere med pålægget. Jeg ved nu, at jeg har det bedst med at bruge vores eget depot hele vejen igennem, og at der her som minimum altid skal stå et glas vand og ligge en åbnet gel.

Selv om jeg vil øge min træningsmængde en anelse, så tror jeg stadig, det handler om at finde en god balance. At lige præcis vi to danske løbere, der løber mindst, også var de eneste der nåede vores mål, bestyrker mig i troen på, at mere træning ikke nødvendigvis er lig med et bedre resultat. Man skal også have noget overskud at give af på selve dagen. Alligevel vil jeg øge træningsmængden lidt og håbe på et endnu bedre resultat næste gang. 

Næste gang er målet dansk rekord

Efter dette løb har jeg kun fået endnu mere lyst til at løbe igen. Jeg føler, jeg har vist, at det ikke var held, da jeg for to år siden rundede de 200 km ved mit første 24-timersløb; for første gang føler jeg mig som en rigtig ultraløber:o) Jeg har både modet og troen på, at det kan lade sig gøre at slå danmarksrekorden på 218 km. Om det bliver næste gang, må tiden vise…

 

 

Billeder

#1

Lotte S.s billede

Imponerende flot! Tillykke og håber du slår rekorden næste gang :-)

 

#2

Camilla P. s billede
Amazing! Du kan med rette være stolt, det er virkelig flot! :-)

#3

Jespers billede

Kæmpe tillykke med dit flotte resultat - og en rigtig god beretning fra løbet.

Som du selv skriver nu har du vist, at det ikke var "held", at du rundede 200 første gang.

Sejt løbet og hvis du fortsætter, er jeg sikker på, at den danske rekord falder inden for de næste par år (så satser du på at undgå krykker dgen derpå, ikk' ;-)

#4

UGG Black Fridays billede

#5

knock off louboutins billede
Lady Griz hand Selvig 800th career win with 68 61 victory over PortlandGriz up to fifth in TSN poll, highest ranking of seasonBig Sky honors Sac State QB SafronNorth Dakota football coach firedSince 1897, the Cat Griz rivalry has captivated the stateFamily health: Prepare yourself and your vehicle for winter drivingFitness calendarBirths for Tuesday, November 19Angler with 4th place total takes Fall Mack Days fishing tournament titleWestern Montana hunters get help from fresh snow, rutIf the name Grace Coddington is familiar, you've probably seen the 2009 documentary film "The September Issue" about Vogue magazine's Editor in Chief Anna Wintour, the most feared and revered woman in fashion. Now Coddington, the longtime creative director of Vogue, has her own star vehicle, an engaging memoir titled "Grace," co written with Michael Roberts. For anyone with a passing interest in the fashion industry, it's worth a read for the name dropping alone.As became clear in the film, which chronicled the magazine's staff as they put together the 4 pound September 2007 issue, Coddington is not the Anna Wintour or Diana Vreeland type. You won't hear her barking orders at assistants or making dramatic pronouncements about pink.But she is equally passionate, a wild haired dreamer who thinks that fashion should be transporting, provocative and even intellectual, who bemoans the dominance of celebrities and digital hocus pocus in fashion photography and who isn't afraid to take on Wintour.The book is a window into how fashion has changed from a small, niche business into a global pop culture medium. It chronicles Coddington's 50 years in the industry, first as a model, then as a fashion editor for British Vogue and finally as creative director for American Vogue, with lots of juicy anecdotes about designers, photographers, celebrities and models.She compares the fashion world then and now and offers clues into her relationship with Wintour. She's also open about her private life, including details about failed marriages, the tragic death of her sister Rosemary and her 30 year romance with French hairstylist Didier Malige. She tells colorful stories behind many of the fashion shoots she has styled, but I do wish she had offered more insight into her role in the creative process.Coddington begins by painting a picture of her upbringing as romantic as any photo shoot. For her first 18 years, her home was the Trearddur Bay Hotel on the island of Anglesey off the coast of North Wales. "Although it was bleak, I saw beauty in the bleakness." When she wasn't outdoors, she amused herself by looking at picture books, reading fairy tales and, yes, studying the pages of Vogue magazine. As a teen, she went to a convent school and has vivid memories of the nuns roller skating on the rooftop, "flapping about surreally in their robes like crows on wheels."At 18, she moved to London to attend a modeling course advertised in Vogue. The fashion world was much different in 1959. Coddington had to learn how to apply her own makeup and style her own hair, because makeup artists and hairdressers specializing in photo shoots were nonexistent. A meeting with photographer Norman Parkinson led to her first modeling job running naked through the woods for an arty fashion catalog.Coddington became an overnight success. "I was a character, rather than a pretty model, and I suppose that's exactly what I look for in the girls I now select to put in American Vogue the ones who are quirky looking."She earned the nickname "The Cod" (to Jean Shrimpton's "The Shrimp"), danced the twist on Mary Quant's catwalk and became a muse to Vidal Sassoon, who created his famous five point cut on Coddington. Her modeling career was derailed for two years by a car accident, which scarred her left eyelid. But eventually things picked up again, and she settled into life in 1960s swinging London and Paris, hanging out with a fast crowd that included Michael Caine, Jane Birkin, the Beatles and the Rolling Stones.Her fashion editing career coincided with the beginning of her relationship with Michael Chow and the opening of his glamorous restaurant Mr. Chow, which attracted a starry crowd. "Naturally, we were forever being photographed at home, draped among our symbols of 'with it ness' as one of London's most happening couples; him, the cool young restaurateur, nonchalantly swinging in a hammock hung from the minstrel's gallery and me, the sophisticated style maker, perkily sitting cross legged atop a giant pop art version of a Campbell's soup can."At the height of the bohemian 1970s, she dyed her hair with henna and permed it (it would stay the same for much of the next 40 years), dressed almost exclusively in Yves Saint Laurent, had a fling with a Vietnamese photographer and spent her evenings at Club Sept in Paris. Coddington worked with the who's who of fashion. She shot Anjelica Huston with photographer David Bailey and Pat Cleveland with Helmut Newton.When Bea Miller, who had edited British Vogue for 22 years, retired, Coddington interviewed for the job but says she knew deep down she wasn't suited for it and thought that Wintour, then the creative director of American Vogue, should get it.Wintour did get it. Two days into her editorship, she invited Coddington to a screening of the racy film "Betty Blue." The two sat in dead silence through the opening sequence, a vivid five minute sex scene."Anna was rigid and unmoving. No sign of any emotion at all," Coddington writes. "I then realized how much significance Anna places on willpower trumping feelings."In 1988, when Wintour was appointed editor in chief at American Vogue, Coddington asked to join her. Coddington's narrative style fashion features and travelogues, a sampling of which appear in the book, became the heart and soul of the magazine, even as its pages became increasingly taken over by celebrities. Through her visual canvases, she interpreted the New Romantic period, grunge and the South Beach blinged out 1990s, and persuaded superstar designers Tom Ford, Marc Jacobs and others to play roles in a shoot based on "Alice in Wonderland."She sums up her creative process this way: "For me, one of the most important aspects of my work is to give people something to dream about, just as I used to dream all those years ago as a child looking at beautiful photographs."The book ends with a chapter on then and now. "Fashion has changed so much in my lifetime," Coddington writes. "Today, I find myself at the collections, asking, 'Who are all these people?' Sometimes I think I'm the last remaining person who comes to the shows for the pleasure of seeing the clothes."At 71, she seldom wears makeup and doesn't socialize much. But her attempt in the last 100 pages to distance herself from the term "fashionista" is a bit of a stretch. Clearly, Coddington has led a most charmed life. Otherwise, we wouldn't be reading about it.We provide this community forum for readers to exchange ideas and opinions on the news of the day. Passionate views, pointed criticism and critical thinking are welcome. Comments can only be submitted by registered users. By posting comments on our site, you are agreeing to the following terms:

Om bloggen

Anne Marie Geisler Andersens billede
Landsholdsløber, sundhedscoach, politiker og mor til tre, Anne Marie Geisler Andersen, blogger om sine 24-timersløb. Hun satte tre gange i træk danmarksrekord i 24-timersløb, senest i 2017 ved at løbe 233 km på et døgn.

Andre bloggere

5 blogeksempler

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 14331:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Bliv medlem af løberne.dk