Tid til tanker om løb i kulden

Det er forunderligt at efter at have passeret de 50 så spæner tiden afsted på en mere uhyggelig måde en løbehastigheden.

Og ja, jeg løber, min skade ligger som en tikkende bombe, der holdes i skak med langsomt løb.

Jeg tør ikke. Jeg tør ikke rigtigt at gøre noget, så længe skaden er i bero. Men i marts skal jeg igen igen drøfte mulighederne med en dygtig læge. Indtil da har jeg glæden ved at løbe men altså usigeligt langsomt. Så hverken 50 eller 100 km er på min løbeliste.

Jeg vil løbe. Jeg nyder også en kold løbetur på 10 km eller endda på 5. For det er vejrtrækning. Varmen. Pulsen. Og de tanker der hurtigt begynder at banke på der er målet.

Glæden ved de 42,2 og mere ligger i bagagen ved hver eneste løbetur, med kælk og barnebarnsråb, med ski og ægtefællepust eller den ensomme men alligevel utroligt givende løbetur hvor hvert vejkryds eller vejvalg ...lyser op med tanker, skal jeg løbe hjem eller tage endnu 3 km, og næste kryds ...hjem eller endnu 3 km. Forunderligt er tanken...hvis jeg kan motivere så løber jeg langt, kan jeg ikke så løber jeg hjem.

Og glæden ved løbet er der hver gang. Tak.