Det er først nu jeg kan rumme at jeg ikke må løbe. Og erkender at anden træning må holde min kondition og mit humør oppe.
Jeg har sat min første løbetur til om 6 uger.
Med velsignelse kan jeg begynde lange vandreture...lige nu cykler jeg, ror i ergometer og har svømmet...men intet giver den ro i kroppen som løb gør når man når ud på 10 km.

Venner, børn/sviger/børnebørn og min gode mand støtter mig og udholder mig (tror jeg nok) i at det er en overgang og det skal nok blive godt igen.

Men jeg må erkende at er virkelig smerter der er overhørt i sin vorden, der gør jeg er hvor jeg er.
Lidt morgenstivhed (vi har kælder og 1.sal) på trapperne. Lidt stivhed efter lange køreture. For pokker man er dum og naiv.
For 4 mdr siden var jeg ikke stiv i ankel, men et par lange træningsture og løb hvor jeg bare havde så god energi, har givet bagslag.

Jeg laver hele øvelsesprogrammet. Jeg kommer is på efter cykelture. Jeg vil løbe igen.
En betændt achillessene skal ikke få lov at stoppe mig.