Er der nogen hjemme?

sukils billede

Hvor skal man starte? Mine nederlag er på størrelse med 1864 og det værste er, at jeg søger det bevidst. Ved at fejle opstår der et tomrum, som pulsere og trækker alt følelsen og de positive tanker ned i et sort mørkt hul. Denne fornemmelse af nederlag, er jeg tryg ved og den melankoliske skyggeside efter sådan en implosion, giver mig modløshed og en ny start. Efter en periode vender jeg processen og kommer op ad hullet med enorm meget energi.

Ja, mine akkumulerede nederlag skal i sidste ende give mig den endelig sejr. Jeg er på vej, godt nok ned ad en svulstig sti med englemusik på begge sider. Lige nu, rider jeg på ryggen af min nyvundnet motivation og gejst. I dette lys, er alt muligt. Mit mål er derfor sat til 220 km. næste gang jeg skal løbe 24 timers løb....Næste gang bliver d. 14 december i Växjö på en mindre indendørsbane.

Jeg ved præcis, hvad der skal til, før det hele går op i en højere enhed, når det drejer sig om ultraløb. Det er lidt skræmmende, fordi det hele skal planlægges ned til den mindste detalje. Jeg bryder mig nok ikke om mindsættet og det nødvendige nørderi i forbindelse med et større løb. Planlægning og et program er nok ikke min stærke side. Jeg vil helst løbe og finde vejen til guldpotten for enden af regnbuen uden kort. Det kan nok ikke lade sig gøre i det virkelige liv.

Nu, er det alvor og jeg sætter næsten alt ind, på at næste ultraløb, skal være den første som jeg fuldføre. Alle mine tidligere løb er endt med at jeg mistede håbet for tidligt og gav op, når den første smerte begyndte at dukke op i mit løb. Nu har jeg løbet og trænet som ultraløber i 2 år og endnu ikke fået et godkendt resultat. 

Jeg er på vej ind i mit tredje år som ultraløber og ved nu, at min krop endelig kan klare mosten. De sidste 4 uger har jeg trænet ca. 140 km. om ugen incl. en dobbelt marathon i Berlin for ca. 2 uger siden. Jeg er kampklar og skal løbe cirka 250 km. i næste uge (uge 42) hvorefter jeg trapper ned mængdemæsssigt. Den sidste prøve, inden jeg drager til Sverige, er et løb i Albertslund d. 26 oktober (6 timers løb), hvor mit mål er at komme over 70 km. og helst mærke smerten uden at give op. Jeg tror på det, men forstår godt, hvis I smiler :-)

 

mvh. Sukil 

#1

Anonyms billede

Der er faktisk ikke rigtigt forkert i at presse sig selv til nederlag, der er først hvis man bliver liggende det er et problem.... ;)

#2

Ole Karlsen (ultraole)s billede

Hej Sukil Håber at du når dit mål. Men mon ikke du træner for meget. Så meget har jeg aldrig været oppe på af km,. på en uge,  Nå du er vist i form. Håber du opnår de 220 km.  Det burde du, jeg nåede 231 km. med mindre træning, så tror på dig. Bare bliv ved og ved når du løber, og tænk ikke så meget, men bare ha det godt og nyd det de første 14 timér, og så kæmper du derfra. vh. Ole

#3

sukils billede

Hej Ole. Jeg håber du snart vender tilbage til ultraløb og sætter igen dit særlige aftryk på de lange (korte) distancer! Modsat dig, er jeg forholdsvis ny indenfor løbeverden og prøver tingene af på en anden og ny måde? Min styrke på sigt, er at jeg godt kan lide at løbe 200-500 km. om ugen, hvis tiden ellers tillader det!

Om bloggen

sukils billede
Et stort ønske om at, overskride mentale grænser. At udfordre mig selv fysisk med ultraløb for at høste frugterne for enden af regnbuen. Læs med, og opleve sjælsomme løb, der forandre mig som menneske.

Andre bloggere

5 blogeksempler

Log ind

To prevent automated spam submissions leave this field empty.

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 15420:

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Læs mere her

Bliv medlem af løberne.dk