Op på jernhesten

Af Henrik Lund Jensen

Nicolai Bangsgaard har cyklet jorden rundt på 4 år. Det er der kommet en spændende og flot bog ud af.

1.413 dage, 62.180 km gennem 53 lande og 6 kontinenter. Sådan præsenteres de kolde facts omkring antropologen og cykelrytteren Nicolai Bangsgaards fascinerende tur på to hjul. Forfatteren med de åbenlyse fotografiske evner besluttede sig for at tage af sted i 2006 sammen med en kammerat, der dog satte en brat stopper for udfordringerne efter få hundrede kilometer. Læseren får ikke at vide, hvorfor? Derefter er Nicolai ganske alene, solisten på landevejene gennem Europa, Asien, Australien, Sydamerika, Nordamerika og Afrika, inden han en iskold februar-dag vender hjem til Danmark. Inden da oplever han næsten alt, hvad et menneske kan forlange: bjerge, ørkener, landsbyer, storbyer, markeder, folkeliv og uhørt gæstfrihed. Spændende læsning.

Fantastisk beretning
Nicolai Bangsgaard har valgt at lade dagbogsnotaterne udgøre størstedelen af bogens materiale. Det betyder, at den bliver autentisk og levende, men måske knap så reflekterende. For samtidig med at han kommer langsomt fremad på cyklen, hvor han møder alkens vejrlig, vanskelige passager, varme, kulde, sult og himmelske udsigter fra cykelstyret, er det også hektisk, ja dramatisk undervejs. Både, når han rammes af uheld, heldigvis kun mindre alvorlige, når han er ensom, helt alene i ødemarken, og når han kommer i kontakt med de lokale. Når han død-sulten ruller ind i en lille landsby og får tilbudt te, aftensmad og en overnatning. Når han skal kæmpe med modvind i flere uger i træk. Og når han racer nedad over 50-60-70 kilometer fra bjergene. Man bliver helt forpustet af at læse om så mange oplevelser på så kort tid.

Fysisk præstation
Det kræver mod, passion og en glimrende fysik at kunne cykle så langt i ét stræk. En relativ tung cykel med bagage og oppakning skal bringes opad og nedad i terrænet, og balancen skal holdes undervejs. Jeg undrer mig over, at Nicolai ikke benytter cykelhjelm, men han får da også et par bøde for dette undervejs! Når det er sagt, så er der ikke tvivl om, at kun de aller-sejeste cykelentusiaster vil kunne klare en lignende tur. Det statistiske sprog taler for sig: Cykeldage op til 300 km, længste dag på cyklen 10 timer og 22 min., største antal liter væske indtaget på én dag: 22 liter. Og højeste bjergpas på cykel: 5.050 meter! Nicolai vejede 72 kg, da han tog af sted og 73 kg ved hjemkomsten. Men konditionstallet og udholdenheden er formentlig blevet forbedret en hel del undervejs.

Fremragende billeder
Bogens kvalitet understøttes af en række fabelagtige billeder, mange af dem i sort-hvid. Bangsgaard er en fortrinlig fotograf. Både når naturen, bjergene, dyrene, den lokale befolkning og de endeløse landeveje skal foreviges. Det ene fotografiske mesterværk efter det andet kan gøre én helt svimmel.

Fire ud af fem stjerner til Nicolai Bangsgaards bog, ikke mindst på grund af foto-delen. En varm anbefaling herfra, og en oplagt gaveidé den cykel- og rejseinteresserede, der gerne vil opleve en flig af verden formidlet af én, der har været der - for alvor.

Nicolai Bangsgaard: Solo - 4 år jorden rundt på cykel. Worldtravellers Press. 288 sider. Pris: 232 kroner. Se meget mere på www.worldtravellers.dk

Log ind

Nyt medlem

Velkommen til medlem nr. 12663:

Henrik Johansens billede
Har løbet i mange år, trail ca.10 år. Klar på nye udfordringer.

Nyhedsbreve




Løber
Løbsarrangør

Fra shoppen